Kvalitet, råvarer og ansvar

Når du nyder en kage, kiks eller snack fra Karen Volf, kan du være sikker på, at den er bagt på de bedste ingredienser. Smag er alfa og omega for vores bagværk, og derfor går vi ikke på kompromis, når vi indkøber råvarer. Kvalitet er nemlig første prioritet i alt, hvad vi gør. Vi stræber efter den samme kvalitet og tradition, der har kendetegnet os, siden Karen Volf solgte de første kager i konditoriet. For selvom bageriet er vokset betragteligt i størrelse, rører vi stadig samme mængde kærlighed i alt, hvad der kommer ud af ovnene.

Klare kvalitetsregler

Vi viser vores dedikation til kvalitet ved at have helt faste regler og procedurer for kvalitet og fødevaresikkerhed, og vi forbedrer hele tiden den måde, vi bager på.

Det sikrer, at vores ambitioner indfries hver dag, i alle led fra leverandør til bageri og forpakning. Med partnerskab og tæt samarbejde med vores leverandører sikrer vi, at de råvarer, vi bager med, lever op til vores høje kvalitetskrav.

Vores bageri er certificeret efter de højeste kvalitetskrav i henhold til de internationale standarder indenfor kvalitet og fødevaresikkerhed. På højeste niveau er vi certificeret efter BRC, IFS, RSPO og UTZ standarderne.

Certificeringer og autorisationer

Socialt ansvar

Bisca har forpligtet sig til at være ansvarlige over for alle vores interessenter. Vi stræber efter at tage socialt ansvar ved aktivt at sikre en bæredygtig udvikling og overholdelse af alle lokale og internationale forskrifter og lovgivning. Vi arbejder kun sammen med leverandører, der gør det samme.

Det betyder blandt andet overholdelse af nationale og internationale love om konkurrence, sikkerhed, sundhed og arbejdsvilkår, menneskerettigheder, intet tvungent arbejde eller børnearbejde, respekt for foreningsfrihed, gældende miljølove og bestemmelser samt konstante forbedringer af miljøresultater.

Råvareleverandører

Bisca har et program til godkendelse af råvarer og leverandører af råvarer. Programmet indeholder identifikation af primærkilde til råstoffer, herunder oprindelsesland, transport, opbevaring og oplagring. Programmet indeholder desuden dokumenterede risikovurderinger af råvarer, samt evalueringer af alle Biscas leverandører.

Leverandører til Bisca skal have et HACCP (Hazard Analysis and Critical Control Points) program for fødevaresikkerheden. Leverandørerne skal desuden sikre, at ​​råvarerne er beskyttet i hele forsyningskæden ved opfyldelse af risikostyringsforanstaltninger i henhold til gældende EU-forordning 1875/2006.

Når råvarerne kommer ind hos Bisca, verificerer vi traileren med en omfattende inspektion af renlighed, verifikation af plombering, tegn på skadedyr og verifikation af temperatur til kølede eller frosne varer. Alle lots og batchnumre registreres for at sikre sporbarheden. Hvis der er uregelmæssigheder, afviser vi leverancen.

Vi har dedikerede og temperaturkontrollerede lagerområder og lagerrum for at forhindre beskadigelse, forringelse af eller manipulation med råvarer. Vi anvender ikke tredjepartslagre til opbevaring af råvarer, emballagematerialer, halvfabrikata eller færdige produkter.

I bageriet anvender vi, ud over æg- og mælkebaserede produkter, udelukkende råvarer af vegetabilsk oprindelse.

Skrabeæg

Skrabeæg fra fritgående høns er i dag en selvfølge for os, og vi er stolte af, at vi ikke længere anvender buræg i vores danske bageri.

Palmeolie

Vi støtter som medlemmer af den internationale organisation Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO), indsatsen for at fremme og certificere bæredygtig palmeolie og er engageret i denne udvikling.

Al brug af palmeolie i Karen Volfs produkter er certificeret bæredygtig palmeolie.

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Læs mere

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk